De seneste 10 – 20 års ændrede gravskikke har sat markante spor på kirkegårde over hele landet. Ændringerne skyldes især forskydninger fra kistebegravelse til urnebegravelse og det har medført, at behovet for plads på kirkegårde til begravelses-aktiviteter er mindsket betydeligt. På de fleste kirkegårde kan det derfor opleves, at der er mange ledige kistegravsteder og spørgsmålet er så hvordan de ledige arealer forvaltes og hvordan de præsenterer sig. Tendenser viser samtidig et øget ønske om og behov for andre typer gravpladser end de traditionelle.
Kirkegårdens primære funktion er naturligvis stadig at være begravelsesplads for borgerne i Esbjerg Kommune, men også at være rum under åben himmel til sorgbearbejdning og stille refleksion. Som noget nyt er der formuleret et ønske om at undersøge, hvordan kirkegården også kan være et sted for oplevelse og daglig rekreation.
Fra begyndelsen har kirkegården været indrettet med traditionelle, hækindrammede kistegravsteder, kapel, plantebælter, gange med perlesten og relevant udstyr såsom bænke og affaldsbeholdere.
Fra omkring 1970’erne blev kremering mere og mere udbredt, og det har medført anlæg af urnegravsteder, oftest som små kopier af kistegravsteder.
Også urnegravsteder i fællesplæne med en plade og inskription vandt frem, ligesom anlæg til anonyme nedsættelser med ukendt placering.
